Hvilken forskifter du skal bruge til din cykel
Uploadet den 31-05-2024
Var denne artikel nyttig?
Denne guide giver dig overblik over alle udtryk og standarder, der er gode at have kendskab til, når du skal købe en ny forskifter. Guiden er delt op i MTB/citybike og racer.
Forskiftere til MTB/citybike
Når du skal vælge en ny forskifter til MTB/citybike, skal du være opmærksom på følgende:
- Hvor mange klinger passer den til?
- Hvilken montering?
- Hvor kommer kablet fra?
- Hvor mange speed?
Nedenfor kommer en gennemgang af alle punkterne.
Hvor mange klinger passer forskifteren til?
På alle forskifterne står der, om de passer til kranksæt med 2 eller 3 klinger. Hvis der ikke står noget, passer den til 3 klinger. Så det er nemt at afgøre.
Montering til forskiftere til MTB og citybikes
Her får du et overblik over de forskellige typer montering:
Klampemontering
En forskifter kan være monteret på to måder på en klampe: top swing og down swing. Dette henviser til om klampen sidder over eller under selve skiftearmen.
Ved down swing, sidder klampen over selve skiftearmen (den svinger således under klampen og deraf navnet). Ved top swing sidder klampen under selve skiftearmen (den svinger således over klampen og deraf navnet). Nedenfor ses eksempler på begge typer.
Når du har fundet ud af hvilken type klampe, du har, skal du bare måle tykkelsen, der hvor den skal sidde (kan være 34,9 mm, 31,8 mm, 28,6 mm) og vælge ud fra teksten på forskifteren.
Rammemontering
Forskifteren kan også være monteret ved krankboksen med en arm, der går op. Her findes kun én type montering. Nedenfor ses et billede af denne type montering:
Direct mount (direkte montering)
Denne type forskifter er boltet direkte på stellet, og stellet skal således være forberedt til det.
Ligesom ved klampemontering findes der også to typer direct mount og disse svarer til top swing og down swing. D-type er ligesom down-swing, hvor monteringen sidder over selve skiftearmen. E-type er ligesom top-swing, hvor monteringen sidder under selve skiftearmen. Nedenfor ses eksempler på begge typer:
Hvor kommer kablet fra?
Kablet, der går fra skiftegrebet til og med til forskifteren, kan komme oppefra, nedefra eller fra siden. Den forskifter, du vælger, skal kunne tage kablet fra den vej, det kommer.
De fleste forskiftere har det, der hedder Dual Pull (se efter dette i teksten på varen), hvilket betyder, at den passer med kabler, der kan komme både oppe- og nedefra.
Hvis kablet kommer oppefra og forskifteren kun kan tage kablet sådan, hedder det Top Pull. Hvis kablet kommer nedefra og forskifteren kun kan tage kablet sådan, hedder det Buttom Pull. Hvis kablet kommer fra siden/fronten og forskifteren kun kan tage kablet sådan, hedder det Side Pull.
Hvor mange speed?
Speed refererer til hvor mange klinger, du har på kassetten. Det har betydning for både tykkelsen på cykelkæden og bredden på kassetten. Derfor er det også en god ting at have med i valget af forskifter (og står også i teksten hvilken speed den er optimeret til), men det er ikke afgørende.
Forskiftere til racercykel
Når du skal vælge ny forskifter til en racercykel, skal du være opmærksom på følgende:
- Hvor mange klinger passer den til?
- Hvilken montering?
- Hvor mange speed?
Nedenfor findes en gennemgang af alle punkterne:
Hvor mange klinger passer forskifteren til?
På alle forskifterne står der, om de passer til kranksæt med 2 eller 3 klinger. Så det er nemt at afgøre.
Montering til forskiftere til racer
Her er to former for montering af forskiftere til racer:
Klampemontering
Her sidder forskifteren sammen med et klampe/spændebånd, der monteres om stellet. For at finde den størrelse, der passer, skal du bare måle tykkelsen, der hvor den skal sidde (kan være 34,9 mm, 31,8 mm, 28,6 mm) og vælge ud fra teksten på forskifterne.
Pålodning
Ved denne type montering, har du en løs forskifter, der kan monteres direkte på stellet (på en pålodning på stellet, deraf navnet) eller på en løs klampe/spændebånd. Har du en pålodning på stellet, vil forskifteren passe og har du ikke en pålodning, kan du måle jf. ovenstående og vælge en løs klampe/spændebånd.
Hvor mange speed?
Speed refererer til hvor mange klinger, du har på kassetten og har betydning for både tykkelsen på cykelkæden og bredden på kassetten. Derfor er det også en god ting at have med i valget af forskifter (og står også i teksten hvilken speed den er optimeret til), men det er ikke afgørende.
Få hjælp til valg af forskifter
Har du brug for mere information om de forskellige typer forskiftere, og hjælp til hvilken forskifter, der vil passe bedst til din cykel, er du altid velkommen til at kontakte vores eksperter i kundeservice. Vi kan rådgive dig og hjælpe dig i mål med din købsbeslutning.
Har du brug for hjælp til andre opgaver i cykelværkstedet? Se alle vores guides her!