BLACK NOVEMBER - Stærke tilbud og prisgaranti hele november. Se alle tilbud her!

Hvilke cykelhjul der passer til din cykel

Uploadet den 27-05-2024

Var denne artikel nyttig?

At vælge cykelhjul, der passer til cykeltypen, er afgørende for sikkerhed, ydeevne og komfort. Rigtige hjul sikrer stabilitet og minimerer risikoen for ulykker. Forskellige cykeltyper kræver specifikke hjul for optimal ydeevne; landevejshjul er lette og hurtige, mens mountainbikehjul er robuste til terrænkørsel. Hjulstørrelse og -type skal matche cyklens ramme for korrekt pasform og funktionalitet. Desuden påvirker hjulene komforten, især på ujævne overflader, og forkert valg kan føre til hurtig slitage. Korrekte hjul forbedrer også cyklens manøvredygtighed. 
 
For at vælge de rigtige cykelhjul til din cykel skal du overveje flere forskellige faktorer, herunder cykeltype, gearsystem, bremsesystem, montering, kørestil og terræn. 
 
I denne guide præsenterer vi derfor nogle de overvejelser, der kan hjælpe dig med at vælge de passende cykelhjul til netop din cykel:

 

 

Vælg hjul til cykeltypen

Her er tre overordnede cykeltyper at differentiere imellem:  

  • Racer: Hvis du har en racercykel, vil lette og aerodynamiske hjul normalt være det bedste valg. Disse hjul er designet til at maksimere fart og ydeevne på vejen. 

  • Mountainbike: Til MTB er der forskellige typer hjul, herunder 26", 27.5" og 29", der passer til forskellige typer terræn og kørselsstile. 

  • Hverdagscykel: For by- eller hybridcykler er robuste og pålidelige hjul med god holdbarhed ideelle til daglig pendling og afslappet kørsel.

 

 

Cykelhjul til racer

Når du vælger cykelhjul til din racercykel, er der flere faktorer at overveje for at sikre, at de passer til dine behov og præferencer:

 

Materiale

  • Aluminium: Aluminiumshjul er almindelige på de fleste opstarts- og mellemniveau-racercykler. De tilbyder en god balance mellem pris, vægt og styrke. 

  • Kulfiber: Kulfiberhjul er lette, stive og aerodynamiske, hvilket gør dem ideelle til performance-orienterede racercykler. De er dog ofte dyrere end aluminiumshjul.

 

Hjuldybde

Dybden af hjulene påvirker hjulenes aerodynamik og stabilitet. Lavprofilhjul (op til 30 mm) er lettere og mere alsidige, mens dybe profilhjul (30 mm og derover) kan tilbyde bedre aerodynamik, men kan være mere følsomme overfor sidevind.

  • Overvej din kørestil og de forhold, du ofte cykler i, når du vælger hjuldybde.

 

Bremsetype

  • Skivebremser: Hvis din racercykel har skivebremser, skal du vælge hjul, der er kompatible med skivebremser og har den rigtige montering til dine bremseskiver (f.eks. 6-bolts eller centerlock). Du kan dog godt skifte fra 6 bolts til centerlock eller omvendt, hvis du også køber nye bremseskiver. 

  • Fælgbremser: Hvis din racercykel har fælgbremser, skal du sørge for, at hjulene har bremseflader til fælgbremser. Køber du carbonfælge skal du bruge specielle bremseklodser til carbonfælge.  

 

Vægt og holdbarhed

Overvej den samlede vægt af hjulene, da lettere hjul kan forbedre acceleration og klatreevne. Samtidig skal du sikre dig, at hjulene er robuste og holdbare nok til at modstå belastningen, samt, at du ikke overskrider hjulenes max vægt. 

 

Gearsystem

Sørg for at dine nye hjul passer til kassetten på din racercykels gearsystem:

  • 12-speed SRAM kræver hjul med et XDR-kassettehylster.  

  • 12-speed Shimano kan monteres på et normalt HG-hylster og Micro Spline. 

  • 8-11-speed SRAM og Shimano monteres på et almindeligt HG-kassettehylster. 

  • Campagnolo monteres på et Campagnolo-kassettehylster.

 

 

Hjul til MTB

Valg af cykelhjul til din mountainbike afhænger af flere faktorer, herunder terræn, kørestil, præference og budget.

 

Materiale

  • Aluminiumshjul er holdbare og mere overkommelige i pris. 

  • Carbonhjul er lettere og kan give bedre stivhed eller dæmpning.  

 

Bremsetype

De fleste mountainbikes har skivebremser, men du skal sørge for at vælge hjul, der er kompatible med din bremsetype (f.eks. centerlock eller 6-bolt). Hvis ikke skal du også skifte bremseskiver. 

 

Vægt og stivhed

  • Stivere hjul kan give bedre kraftoverførsel og kontrol, mens mere fleksible hjul kan være mere komfortable på ujævnt terræn. 

  • Lettere hjul kan forbedre accelerationen og manøvredygtigheden, men de kan være dyrere og muligvis mindre holdbare.

 

Gearsystem

Sørg for at dine nye hjul passer til kassetten på din mountainbikes gearsystem: 

  • 12-speed SRAM kræver hjul med et XD-kassettehylster. 

  • 12-speed Shimano kan monteres et Micro Spline-hylster. 

  • 8-11-speed SRAM og Shimano monteres på et almindeligt HG-kassettehylster 

 

Aksel og boost

Vælg hjul der matcher den akseltype, du har på din MTB. Det kan være en tynd Quick release eller tykkere Thru-aksler.

  • Quick release passer til navbredder på 100mm til forhjulet og 135mm til baghjulet.  

  • Der findes også en lidt speciel størrelse der hedder Boost QR, som måler 141mm på baghjulet. Har du denne størrelse skal du være meget opmærksom på navbredden, så det passer til din cykel.  

  • Thru aksler er typisk 15mm i diameter til forhjulet og 12mm til baghjulet. 

  • Den mest normale bredde på navet til thru aksel er det som kaldes Boost. Boost nav måler 110mm til forhjulet og 148mm på baghjulet.  

  • Hjul til thru aksler findes også til navbredder på 100 og 142mm. 

 

 

Hjul til hverdagscykel

Når du vælger cykelhjul til din by- eller hybridcykel, er der også nogle faktorer, du bør overveje:

 

Styrke og holdbarhed

Bycykler og hybridcykler bruges ofte til daglig transport og pendling, så det er vigtigt at vælge hjul, der er stærke og holdbare nok til at modstå daglig brug og belastning.

 

Bremsetype

  • Skivebremser: Hvis din cykel har skivebremser, skal du vælge hjul, der er kompatible med skivebremser og har den rigtige montering i forhold til dine bremseskiver (f.eks. 6-bolts eller centerlock). Du kan dog godt skifte fra 6 bolts til centerlock eller omvendt, hvis du så også køber nye bremseskiver. 

  • Fælgbremser: Hvis din cykel har fælgbremser, skal du sørge for, at hjulene har bremseflader til fælgbremser.  

  • Rullebremser: Har din cykel rullebremser skal hjulet være forberedt til rullebremser. 

  • Fodbremse: Har din cykel fodbremse skal det nye hjul også bestilles med fodbremse. 

 

Størrelse

Sørg for at vælge hjul, der passer til din cykels hjulstørrelse (f.eks. 700c/28” til de fleste hybridcykler og 26" eller 27.5" til enkelte cykler). Hjulstørrelsen står på siden af dit dæk.  

 

Gearsystem

Sørg for at dine nye hjul passer til din cykels gearsystem:

  • 8-11-speed SRAM & Shimano monteres på et almindeligt HG-kassettehylster. 

  • 6-9-speed findes også som skruekrans. 

  • Indvendige gear skal matche det du har - eksempelvis Shimano Nexus 7. 

 

Dobbeltbundet eller enkeltbundet fælge 

Om et cykelhjul er dobbelt- eller enkeltbundet betyder, at fælgen enten er lavet i et eller to lag. 
 

  • En dobbeltbundet fælg er stærkere og stivere.  

  • En enkeltbundet er ofte billigere.

 

 

Få hjælp til valg af cykelhjul

Har du brug for mere information om de forskellige hjul, og hjælp til hvilke hjul der vil passe bedst til dig og din cykel, er du altid velkommen til at kontakte vores eksperter i kundeservice. Vi kan rådgive dig og hjælpe dig i mål med din købsbeslutning.  
 
Har du brug for hjælp til andre opgaver i cykelværkstedet? Se alle vores guides her!